Danmark-Norge er den moderne betegnelse for rigsfællesskabet mellem de to kongeriger, som varede fra 1536 til 1814, og som opstod efter Kalmarunionens sammenbrud i 1523, da Norge blev underlagt den danske krone. Unionen omfattede ud over de to riger også Slesvig, Holsten, Grønland, Island og Færøerne, men mistede i 1658 de østlige provinser som Skåne, Halland og Blekinge til Sverige. Riget var først og fremmest en søfartsnation, hvor havet bandt de langstrakte kyster sammen, og hvor næsten al bymæssig bebyggelse lå ved kysten, hvilket gjorde skibsfart langt vigtigere end vejfærdsel. Danmark og Norge supplerede hinanden økonomisk: Danmark leverede korn, mens Norge bidrog med fisk, træ og metaller, hvilket skabte et stort behov for sejlads mellem rigerne. Unionen blev opløst i 1814, da Norge blev afstået til kongen af Sverige, men Færøerne, Island og Grønland forblev danske besiddelser, og forholdet til hertugdømmerne fortsatte indtil 1864. I samtiden blev staten kaldt "den danske krone" eller "Tvillingrigerne", og den udgjorde en af Europas betydelige sømagter.