En sigtelse opstår, når politiet har tilstrækkeligt bevismateriale, vidneudsagn og indicier til at rette en begrundet mistanke mod en bestemt person for en forbrydelse. I Danmark har politiet både ret og pligt til at rejse en sigtelse, hvis der er en mulig gerningsmand, og sigtelsen udgør det første led i den retslige forfølgelse, hvilket udløser en række retssikkerhedsgarantier i retsplejeloven – blandt andet regler om varetægtsfængsling, forsvarer og afhøring. Når bevismaterialet er samlet, beslutter anklagemyndigheden, om sigtelsen skal frafaldes eller ændres til en egentlig anklage (tiltale), som danner grundlag for rettergangen. I mange lande med romerret er der ingen klar adskillelse mellem sigtelse og anklage, mens man i sædvaneretslande skelner tydeligt; dog træder de retslige beskyttelser i kraft i alle vestlige lande, så snart staten undersøger en persons forhold. Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 (artikel 5) har enhver ret til frihed, og en anholdelse kræver begrundet mistanke, hvorefter den pågældende skal stilles for en dommer uden unødig forsinkelse. Endelig fastslår FN's Menneskerettighedserklæring (artikel 8-11) retten til effektiv beskyttelse, forbud mod vilkårlig arrestation, retten til en retfærdig offentlig rettergang og uskyldsformodningen, indtil skyld er bevist.