I middelalderen var Romernes Konge titlen for den hersker i Det Tysk-Romerske Rige, der var blevet valgt af kurfyrstekollegiet, men som endnu ikke var kronet til kejser af paven. Titlen opstod i 1000-tallets investiturstrid, hvor Henrik 4. brugte den til at markere sin ret til kejserkroningen, mens pave Gregor 7. nedsættende kaldte ham Tyskernes Konge. Valgprocessen blev endeligt fastsat med Den Gyldne Bulle i 1356, der gav syv kurfyrster permanent stemmeret, og kroningen fandt typisk sted i Aachen af ærkebiskoppen af Køln. Fra 1508 ændrede titlen betydning, da Maximilian 1. antog titlen "Valgt Romersk Kejser" uden pavekroning, hvorefter Romernes Konge udelukkende blev brugt om kejserens udpegede arving. Blandt de mange herskere, der bar titlen, finder vi prominente skikkelser som Karl den Store, Otto den Store og Frederik Barbarossa. Titlen skal dog ikke forveksles med den senere tyske kejsertitel fra 1871, men betegner specifikt den valgte tyske konge, der havde ret til at blive kronet til romersk kejser.