Storfyrstendømmet Moskva var en russisk stat, der eksisterede fra 1300-tallet til 1721, og som fungerede som forløberen for Det Russiske Kejserrige og efterfølgeren til Kijevriget. Oprindeligt en ubetydelig handelspost, der blev brændt ned af mongolerne i 1238, voksede Moskva sig stærkt takket være ambitiøse fyrster som Daniil Aleksandrovitj og Ivan 1., der samarbejdede med mongolerne og opnåede titlen som storfyrste, hvilket også fik den ortodokse kirkes hovedsæde flyttet til byen i 1327. I 1400-tallet begyndte fyrsterne at samle de russiske lande, og Ivan 3. (1462-1505) besejrede Novgorod og Tver, hvorefter det mongolske overherredømme officielt sluttede i 1480 ved Ugra-floden. Dmitrij Donskoj var den første, der udfordrede mongolerne militært, og gennem arv og erobringer, bl.a. af Pskov under Vasilij 3., blev næsten alle russiske fyrstendømmer forenet under Moskvas centraliserede og autokratiske styre. Staten etablerede desuden vigtige handelsforbindelser til Østersøen, Hvidehavet, Det Kaspiske Hav og Sibirien, hvilket lagde fundamentet for det senere russiske imperium.