Vold defineres i bred forstand som overlagte handlinger, der påfører andre personer eller dyr smerte eller skade, og findes både i tilfældige former og som planlagte, storskalerede fænomener som krig, hvor samfundets syn og den juridiske behandling varierer. I den danske straffelov er den centrale sondring siden 1989 skiftet fra at vurdere offerets "sagesløshed" til udelukkende at fokusere på selve angrebets karakter, og volden skal være uberettiget for at være strafbar. § 244 dækker almindelig vold med op til 3 års fængsel (eller op til 6 år ved gentagne tilfælde mod husstandsmedlemmer), mens § 245 rammer særligt rå, brutal eller farlig vold samt mishandling med en strafferamme på op til 6 år. For de mest grove tilfælde, som medfører svære skader eller død, kan straffen efter § 246 hæves til 10 års fængsel, og ved recidiv eller angreb mod særligt udsatte faggrupper (fx taxachauffører) kan straffen forhøjes med op til halvdelen i henhold til § 247. Der findes dog vigtige undtagelser; berettiget vold – såsom ledgelige indgreb, offerets samtykke eller politimæssig magtanvendelse – er ikke strafbar, ligesom § 119 specifikt beskytter personer i offentlig tjeneste mod vold og trusler.