Arthur Emanuel Christensen (1875-1945) var en fremtrædende dansk orientalist, der fra barnsben var dybt fascineret af den islamiske Orient og efterhånden specialiserede sig i persisk filologi. Han tog doktorgraden i 1903 med en banebrydende afhandling om Omar Khayyáms Rubáiyat, som vakte stor international opmærksomhed og året efter udkom i en fransk udgave. I 1914 rejste han til Persien, hvor han studerede moderne talesprog, kulturforhold og folkepsykologi, og han indsamlede et værdifuldt materiale om den dengang næsten ukendte semnani-dialekt. Blandt hans mange betydningsfulde værker finder vi Muhammedanske Digtere og Tænkere (1906), L'Empire des Sassanides (1907) og Firdausis Kongebog (1931), der viser hans brede faglige spænd. Ud over sin akademiske karriere, som begyndte med forelæsninger på Københavns Universitet i 1903, virkede han også som leder af Berlingske Tidendes udenrigspolitiske afdeling, indtil han i 1919 blev udnævnt til professor i iransk filologi. Hans grundige forskning og talrige publikationer gjorde ham til en central og respekteret skikkelse inden for dansk og international orientalsk videnskab.