Aleksandr 2. af Rusland (1818-1881) blev zar i 1855 efter sin far Nikolaj 1.'s død midt under Krimkrigen, som han afsluttede med Paris-traktaten i 1856. Hans største reform var at afskaffe livegenskabet med Emancipationsmanifestet i 1861, efter at han havde advaret adelen om, at det var bedre at afskaffe det "ovenfra" end at vente på en revolution "nedefra". Han indførte desuden lokale råd (zemstvoer) i 1864, forbedret lokalstyre i 1870 og almindelig værnepligt i 1874, men reformerne skuffede både liberale, der ønskede demokrati, og bønder, der fik for lidt jord. På trods af moderniseringen blev han udsat for attentater; i 1879 mislykkedes et forsøg af Aleksandr Solovjov, men den 13. marts 1881 blev han myrdet af en nihilist, kort før han ville have givet Rusland en friere grundlov. Privat blev han i 1841 gift med Marie af Hessen, og han blev svigerfar til den danske prinsesse Dagmar, som i 1866 giftede sig med hans søn, den senere zar Aleksandr 3.