Dansk Folkeparti (1941-1943) var et dansk politisk parti, der blev stiftet den 1. marts 1941 af udbrydere fra bl.a. Det Konservative Folkeparti, Retsforbundet og Socialdemokratiet. Partiet gik ind for en korporativ stat og var antikommunistisk, og det var kortvarigt repræsenteret i Folketinget ved Theodor M. Andersen og Svend E. Johansen. Den første leder, Victor Pürschel, blev dog hurtigt udmanøvreret, da nazisten Wilfred Petersen overtog den organisatoriske ledelse og trak partiet i en nazistisk og antisemitisk retning, hvilket fik Pürschel og de fleste andre ledende medlemmer til at forlade partiet i 1941. Efter at have mistet sin opstillingsberettigelse til folketingsvalget i april 1943, opfordrede partiet til valgbojkot og gik herefter i opløsning; flere af grundlæggerne blev efter krigen dømt i retsopgøret. Partiet opfattede sig selv som et nationalt dansk nazistparti og var i åben konflikt med Frits Clausens tyskorienterede DNSAP. Navnet blev senere genbrugt, da det nuværende Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995, hvilket partiet dengang kaldte et tilfældigt navnesammenfald.