Rente er prisen for at låne eller udlåne penge eller andre aktiver, og begrebet har en lang historie, der går helt tilbage til oldtiden, hvor man i Mellemøsten udlånte "madpenge" for omkring 5000 år fvt. Historisk set var rentetagning ofte forbudt af religiøse grunde – for eksempel forbød det første koncil i Nikæa i 325 gejstlige at drive åger, og senere gjorde kirkens lærde som Thomas Aquinas opfattelse af rente som "dobbelt opkrævning", ligesom islamiske lærde traditionelt har opfattet renter som forbudt.

I renæssancen ændrede handel og økonomisk udvikling dog synet på rente, og det blev et alment lovligt fænomen, selvom ekstreme former som åger stadig er forbudt mange steder. I økonomisk teori skelnes der mellem nominel rente og realrente, hvor realrenten er korrigeret for inflation, hvilket beskrives af Fisher-ligningen opkaldt efter den kendte økonom Irving Fisher.

I praksis findes renter i mange former: banker tjener ved at have en højere udlånsrente end indlånsrente (kaldet rentemarginalen), obligationer giver udbytte via pålydende og effektiv rent, og centralbanker fastsætter pengepolitiske renter som foliorenten og indskudsrenten – eksempelvis i Danmarks Nationalbank. Selv i dag forsøger bevægelser som J.A.K. at skabe et rentefrit samfund, men renter forbliver et helt centralt og dagligdags led i al verdens finansielle virksomhed.